Dette initiativ udspringer fra Naalakkersuisut ældrestrategi, nærmere bestemt punkt 7, som er vedtaget i Inatsisartut. Formålet med Demensportalen er at gøre vigtig viden om demens tilgængelig for både pårørende og fagpersonale, der arbejder med demensramte i Grønland.
Der bliver flere og flere ældre i Grønland og dermed også flere demensramte. Derfor er behovet for redskaber og viden på området stigende i takt med at befolkningen bliver ældre.
Demensportalen samler opdateret information og ressourcer, som kan støtte de mennesker, der lever med demens, samt deres pårørende og de professionelle, der yder omsorg for dem. På portalen findes både skriftligt materiale og videoindhold, og der tilføjes løbende nyt materiale, som er tilpasset grønlandske forhold og behov.
”Demensportalen skal gøre en forskel for demensramte og deres nærmeste i Grønland. Vi ønsker, at det bliver et trygt og informativt sted, hvor man kan finde støtte og råd,” udtaler Jess Svane, Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender.
Portalen er en ressource, som fremover vil være tilgængelig for alle i Grønland. Her kan man få indsigt i symptomer, behandlingsmuligheder og praktiske værktøjer til at håndtere dagligdagen med demens. Særligt pårørende og plejepersonale kan finde konkret støtte, der hjælper dem med at navigere i udfordringerne ved demens.
Demensportalen er blevet til i samarbejde med Videncenter for Demens i Danmark, neurolog Ole Gredahl, Rosemarie Elsner, Digitaliseringsstyrelsen, Goat Medie og oversætterne Maybritt Lynge og Jakob Vetterlain.
Med Demensportalen tager Naalakkersuisut et vigtigt skridt i at sikre mere viden og bedre støtte for demensramte og deres omgivelser i Grønland.
Kontakt:
Departementet for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender
Naalakkersuisut