De fleste ældre mennesker uden demens er rutinerede og sikre bilister. Men når man har en demenssygdom, vil den årelange erfaring som bilist ikke længere være tilstrækkelig, og man bliver derfor nødt til på et tidspunkt at stoppe med at køre bil.
Evnen til at være en god og sikker bilist ophører, fordi demenssygdommen medfører svigt i evnen til at finde vej, bevare overblikket og huske færdselsreglerne. Svækkelsen af mentale færdigheder sker ofte langsomt og gradvist og kan være svær at få øje på i begyndelsen af sygdomsforløbet.