Demenssygdommen påvirker et område i hjernen, som er afgørende for indlæring og hukommelse. Den episodiske hukommelse består af specifikke, personlige erindringer, der er knyttet til tid og sted. Det er fx at kunne huske en samtale, man har haft for nylig, en besked, man har modtaget eller aktuelle nyheder fra radio eller TV.
Episodisk hukommelse forringes næsten altid fra starten af Alzheimers sygdom. Sygdommen påvirker bl.a. et område i hjernen ved navn hippocampus (latin for ‘søhest’), der er afgørende for indlæring og hukommelse.
Efterhånden som sygdommen skrider frem, bliver det fx sværere at holde styr på, hvilken dag det er, hvilket årstal vi har, hvor gamle børnebørnene er, og hvad landets statsminister hedder. Oplysningerne ‘opdateres’ ikke længere i hukommelsen. Oplevelser fra barndom, ungdom og den tidlige voksenalder er blevet gentaget mange gange gennem erindringer og samtaler og er derfor bedre rodfæstet i hukommelsen.
Det forklarer, hvorfor man i sygdommens tidlige fase stadig husker episoder fra fortiden, mens det, der skete for fem minutter siden, er væk. Men efterhånden udviskes også erindringerne fra ‘gamle dage’. Svækkelse af den episodiske hukommelse ses også ved en række andre tilstande, som ikke fører til Alzheimers sygdom, fx vaskulær demens, frontotemporal demens, Lewy body demens og følger af alkoholmisbrug.